Reoperationer og akutte genindlæggelser efter hofteoperationer

Der er forskel på tværs af sygehuse og regioner i andelen af patienter, der bliver reopereret eller genindlagt akut efter en hofteoperation (primær total hoftealloplastik) – også når der tages højde for forskelle i patientsammensætningen.

Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed har i en ny registerbaseret analyse undersøgt forskelle på tværs af sygehusene i forløbet omkring hofteoperationerne. Udover at bidrage med viden omkring forskelle i, hvor mange der efterfølgende reopereres og genindlægges, er der også fokus på nogle af de forskelle, der er i praksis omkring hofteoperationsforløbet. Analysen skal være med til at styrke grundlaget for dialog omkring hofteoperationsforløbene på sygehuse og i regioner, samt lokalt mellem sygehuset og de omkringliggende kommuner.

Hovedresultater

  • På landsplan reopereres omkring 5 procent af patienterne indenfor et år, mens omkring 4 procent genindlægges akut indenfor 30 dage af hofteoperationen. På sygehusniveau varierer andelene mellem 2 og 11 procent i forhold til reoperationer og mellem 3 og 8 procent i forhold til akutte genindlæggelser.
  • Selv når der tages højde for forskelle i sygehusenes patientsammensætning, er der stadig betydelige forskelle mellem sygehusene, jf. tabel 1. Det måles ved en såkaldt benchmarkingindikator, der viser, om sygehuset har flere eller færre reoperationer og genindlæggelser, end man kunne forvente, når der tages højde for patientsammensætningen. Eksempelvis er der blandt de tre sygehuse, der klarer sig dårligst i forhold til reoperationer, i gennemsnit 4,3 procentpoint flere patienter, der bliver reopereret, end man kunne forvente på baggrund af sygehusenes patientsammensætning. Det skal ses i forhold til, at det på landsplan er 5,1 procent af patienterne, der får en reoperation.

  • Generelt klarer sygehusene i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark sig bedre i benchmarkinganalysen end hospitalerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden.
  • Den gennemsnitlige indlæggelsestid i forbindelse med en hofteoperation varierer fra godt 1,5 døgn til lige under 4 døgn på tværs af sygehusene. Forskellene er også markante for en mere homogen delgruppe af patienter og indikerer derfor, at der er reelle praksisforskelle i forbindelse med hofteoperationsforløbet – herunder i brugen af accelererede
    patientforløb.
  • Brugen af almene genoptræningsplaner i forbindelse med en hofteoperation varierer fra 19 procent af forløbene på Regionshospitalet Randers til 93 procent af forløbene på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse. Også på regionalt niveau er forskellene markante – fra 36 procent i Region Midtjylland til 91 procent i Region Sjælland.
  • Det kan være relevant med hjælp i tiden efter en hofteoperation for at aflaste patienten. I analysen er der derfor også fokus på andelen af sygehusenes ældre patienter, der modtager hjemmepleje af kommunen efter hofteoperationenen. Her er der store forskelle: Det varierer fra hver 3. patient over 64 år på Hospitalsenheden Vest til hver 11. patient på Bornholms Hospital.

Se alle resultaterne ved at hente analysen og bilag i boksen til højre.

Se hvordan din kommune placerer sig

  • I bilag 1: ”Sådan placerer din kommune sig” kan du finde de væsentligste resultater af analysen for hver enkelt kommune.
  • I bilag 2: ”Kommunespecifikke nøgletal” ses en række kommunefordelte tabeller med de væsentligste nøgletal i analysen.