Børn og unges første kontakt med psykiatrien

Social- og indenrigsministeriets Benchmarkingenhed vil i denne analyse undersøge børn og unges første kontakt med sygehuspsykiatrien. Hvor store regionale og kommunale forskelle gør sig gældende for børn og unge med psykiatrisk debut? Hvad karakteriser den første tid i psykiatrien? Hvilke indsatser uden for sygehuset igangsættes i perioden omkring den første psykiatriske kontakt? Er der en række hændelser, der gør sig gældende i perioden op til den første kontakt?

Over de seneste 10 år har flere og flere børn og unge været i kontakt med sygehuset med psykiatriske diagnoser, og der er store forskelle mellem regioner og kommuner heri. I denne analyse undersøger vi disse forskelle nærmere med udgangspunkt i børn og unge med første psykiatriske kontakt, og hvilke faktorer der spiller ind i forhold til dette.

Fokus i analysen er både kommunal og regional praksis på området, herunder hvorvidt og hvornår i forløbet har barnet været i kontakt med almen praksis, det somatiske sygehusvæsen, har modtaget forebyggende foranstaltninger efter serviceloven, er blevet anbragt uden for hjemmet, har modtaget specialundervisning mv.

Der vil også være fokus på den første tid i psykiatrien, herunder om der er regionale forskelle i forhold til typen af kontakter og antallet af kontakter i løbet af det første år i psykiatrien. I analysen vil vi også afdække, i hvor høj grad der forekommer en række negative hændelser i en periode op til den første kontakt. Det er blandt andet faktorer som trivsel i skolen, elevfravær, tragiske begivenheder i familien mv., som vi vil undersøge nærmere.

Formål

Formålet med denne analyse er at skabe bedre viden omkring indsatser til børn og unge med første psykiatriske kontakt og afdække geografiske forskelle heri.

Metode

Analysen er kvantitativ og tager udgangspunkt i 0-17-årige børn og unge med første kontakt til den regionale sygehuspsykiatri. Der tages udgangspunkt i tilgængelige registre på Danmarks Statistiks forskerordning. Analysen er deskriptiv.

Analysen forventes offentliggjort i 1.halvår af 2021