Almen praksis’ rolle i forhold til borgere med kroniske lidelser

Publiceret 31-01-2020

En ny analyse viser, at der er store variationer på tværs af almen praksis i forhold til antal sygehuskontakter blandt borgere med KOL og type 2-diabetes.

På vegne af Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed har VIVE gennemført en analyse af almen praksis’ rolle i forhold til antal sygehuskontakter blandt borgere med KOL og type 2-diabetes. I analysen benchmarkes almen praksis under hensyn til forskelle i rammevilkår i forhold til sygehuskontakter blandt disse borgere, og der undersøges, om der er særlige praksiskarakteristika forbundet med at have flere eller færre sygehuskontakter end forventet. Analysen giver desuden et praksisnært indblik i, hvordan læger og personale i ni strategisk udvalgte praksis arbejder struktureret med kronikerindsatsen. 

Hovedresultater

  • På tværs af almen praksis er der betydelige variationer i antal sygehuskontakter blandt henholdsvis KOL- og type 2-diabetespatienter - også når der tages højde for rammevilkår. Det gælder både i forhold til alle typer sygehuskontakter, de akutte sygehuskontakter og diagnoserelaterede sygehuskontakter. Selv når der tages højde for kommunernes rammevilkår er der stadig betydelige forskelle mellem kommunerne. De 10 kommuner, der klarer sig bedst, har i gennemsnit 4,6 procentpoint færre, der modtager offentlige ydelser, end man kunne forvente på baggrund af deres rammevilkår. Mens de 10 kommuner, der har klaret sig dårligst, i gennemsnit har 4,4 procentpoint flere, der modtager offentlige ydelser, i forhold til hvad med kunne forvente på baggrund af deres rammevilkår. 
  • Fx har de 100 praksis med færrest kontakter i forhold til forventet i gennemsnit 38 pct. færre sygehuskontakter pr. 100 borgere med KOL, end man kunne forvente på baggrund af deres rammevilkår, jf. tabel 1. Omvendt har de 100 af praksis med flest kontakter i forholdt til forventet i gennemsnit 60 pct. flere sygehuskontakter pr. 100 borgere med KOL, end man kunne forvente på baggrund af deres rammevilkår. Tilsvarende variationer mellem praksis gælder også blandt type 2-diabetes patienter.

  • En større andel af KOL- og type 2-diabetespatienter, der modtog en årskontrol i almen praksis, er forbundet med et lavere antal sygehuskontakter end forventet. Ligeledes er en større andel af KOL-patienterne, der har fået foretaget en lungefunktionsundersøgelse i almen praksis, forbundet med et lavere antal samlede sygehuskontakter samt en mindre andel med KOL-relaterede sygehuskontakter end forventet.
  • Der er også fundet statistiske sammenhænge i forhold til færre sygehuskontakter end forventet i de praksis, hvor praksispersonalet varetager opgaver som rygeafvænning, blodsukkermåling og urinundersøgelser. 
  • Der er foretaget en kvalitativ afdækning af, hvordan strategisk udvalgte praksis arbejder struktureret med kronikerindsatsen. Analysen viser, at en systematisk kronikerindsats ikke hører bestemte praksisformer til, men kan udfolde sig i såvel større kompagniskaber med erfarent personale, som i relativt nyetablerede solopraksis med mindre erfarent personale.
  • Et fælles træk ved de strategisk udvalgte praksis er, at der sker en væsentlig brug af praksispersonalet i forbindelse med kronikerbehandlingen. Men det varierer på tværs af de udvalgte praksis, i hvor stort omfang personalet involveres i kronikerindsatserne, og hvilke opgaver der er uddelegeret til personalet. Størst uddelegering ses hos kompagniskaber med erfarent og specialiseret personale.

 Se alle resultaterne og hent analysen her